Eventyr udvider vores horisont: Suppe på en pølsepind

Ill. Vilhelm Pedersen

0. Indledning

   Denne artikel har afsæt i to fænomener. Det ene er den inspiration, der er at hente i fortsatte læsninger i H.C. Andersens eventyr. Nogle af disse er ret upåagtede, men det bør ikke indebære, at de forbliver ukendte, tværtimod. Andre eventyr er kendt af mange og med god grund, for HCA deler visdom ud i alle. Vi har brugt flere i www.mankujoosse.dk,¹ for i redaktionen anser vi HCA for at være Danmarks første og måske endog vor største egentlige organisationsteoretiker. 

   Et af artikelforfatterens yndlingseventyr er det indtil nu mindre kendte ”Suppe på en pølsepind,” der udkom i 1858. I bogens kommentarer citerer redaktørerne Hans Brix og Anker Jensen HCAs egen forklaring af baggrunden: 

”I vore Ordsprog og Talemaader ligger tidt Frøet til en heel Historie; jeg udtalte dette og gav Beviset ved at skrive Eventyret ”Suppe paa en Pølsepind”.²

   Det andet afsæt er de fornøjelige læsninger af mange annonceringer i LinkedIn, og her stødte vi engang på en beskrivelse af et særligt seminar for erhvervsledere. Her kunne man læse, at en ny strategi giver ofte anledning til ændring af organisationsformerne, og på seminaret ville arrangørerne præsentere de nye organisationsformer. 

   Så langt så godt, men de nye organisationsformer? nye? ….. kunne der ikke være grund til at tænke lidt nærmere over den invitation? Naturligvis kun med udgangspunkt i selve organisationsteorien, for den må vi aldrig glemme – og så selvfølgelig med en læsning i det interessante eventyr, som vi lægger ud med.

1. Om eventyr

   Da nok ikke mange ejer en komplet samling af HCAs eventyr, men måske kun et udvalg, må vi hellere sætte historien i gang her. 

   Eventyret begynder med en festmiddag blandt musene. HCA skriver:

”…. Der var en behagelig Stemning og gemytligt Vrøvl, som i en Familiekreds; ikke det mindste blev der levnet uden Pølsepindene; dem talte vi saa om og da kom Det for, at lave Suppe paa en Pølsepind; hørt herom havde jo Enhver, men Ingen havde smagt den Suppe, endsige forstod at lave den.” ³

   HCA slår stemningen an i den indledende snak om suppe på en pølsepind ved festen: ”Der blev udbragt en nydelig Skaal for Opfinderen, han fortjente at være Fattigforstander! Var det ikke vittigt?”⁴

   Der udskrives nu en konkurrence, hvorefter fire mus begiver sig ud i den vide verden hver med en pølsepind som vandrestav.

   Så er vi introduceret, og med det afsæt er eventyret opbygget over en klassisk læst:⁵ de rationelle favoritter fejler trods deres fremragende kvalifikationer, og vi får selvfølgelig en vinder, den lidt skæve og ikke mindst excentriske konkurrent, der i dette eventyr nu ikke får prinsessen og det halve kongerige, men selve den gamle konge til ægte – og det giver mere som dronning end et halvt kongerige. 

   Eventyrerne er en interessant mulighed for historier og skrøner, der kan udfordre og udvide rammerne for, hvad man ”kan” og ikke mindst kan sige. Genren var derfor ofte narrens platform, hvor han kunne fortælle og synge om de farlige emner⁶ ved hoffet – for hvad er

”virkelighed” i et eventyr?

2. Den første lille mus

   ”Da jeg drog ud i den vide Verden,” sagde den lille Muus, ”troede jeg, som saa Mange i min Alder, at jeg havde slugt al Verdens Visdom, men det har man ikke, der hører Aar og Dag dertil, før det skeer.”⁷

   Musen står til søs, rejser langt op nordpå og går i land ved midsommer. I en skovkant er der rejst en høj majstang, som er pyntet med kranse og bånd, hvor folk danser i sommernatten omkring majstangen. Musen bliver nu kontaktet af de små elverfolk, som ønsker at bruge musens pølsepind som deres majstang. 

   Da natten er ved at være forbi, og det begynder at dæmre, fortæller musen sin historie til elverfolket. Som tak for lån som deres majstang fortryller en elv pølsepinden, så den udsender en stærk violduft ved berøring af musekongens bryst. 

   Med den gave rejser musen tilbage, men den duft bliver nu bare lidt for meget af det gode, da musen senere står foran kongen, så ”Musekongen befalede, at de Muus, som stode nærmest ved Skorstenen, strax skulle stille deres Haler ind i Ilden, at man kunde faa lidt sveden Lugt, for al den Violduft var ikke til at holde ud, det var ikke det Slags, man holdt af.”⁸

   Musen forklarer: ”Violer er for Synet, Lugten og Følelsen … men der er endnu tilbage for hørelsen og Smagen!” og nu fortsætter den ved at bruge pølsepinden som musikalsk taktstok, så køkkenets potter skummede, boblede og kogte over, vildere og vildere gik det for sig, og til sidst tabte musen sin taktstok.

   Musekongen spørger til selve suppen, men violduften og musikforestillingen var det hele.

3. Den anden lille mus

   Stadsbiblioteket udgør den anden lille mus hele verden. Her kan man gnave sig igennem de mange bind og derved erhverve sig og fordøje store kundskaber. 

   Bedstemoderen fortæller den anden lille mus, at de vigtigste ting er ”Forstand, Phantasi og Følelse!”, og med disse ord sender hun musen ud i verden. Kun den første ting, forstand, kender musen lidt til, da den går ud i verden. ”Forstanden; ja hvor boer den? Gak til Myren og bliv viis!”⁹

   Den viden havde musen fra bøgerne i biblioteket, så den opsøger en stor myretue, hvor den falder i snak med myredronningen, men ”Hun sagde saa Meget, det var saa klogt, at jeg syntes det var dumt.”¹⁰

   Efter en situation, hvor to myrer på elegant vis hjælper hinanden, erklærer myredronningen: ”De to stille os Myrer øverst blandt Fornuftsvæsenerne. Forstanden maa og bør være den overvejende og jeg har den største!” ….. og det får den lille mus til hurtigt at sluge myredronningen. ”Gak til Myren og bliv viis! Nu havde jeg Dronningen!”¹¹

   I et højt træ i nærheden bor en dryade, og hun lover at give musen en fjer¹² fra Phantasus, som er en af hendes gode venner. Også den konsumerer musen - dog med lidt besvær, ”Det er slet ikke let at gnave sig til Digter, der er saa Meget man maa tage i sig. Nu havde jeg da de to, Forstand og Phantasi, og ved dem vidste jeg nu, at den tredje Ting var at finde paa Bibliotheket … hvor den aad så godt som en heel Roman,   ”¹³

   Den anden fortælling slutter med, at digtermusen fortæller kongen: ”Jeg vil saaledes hver Dag i Ugen kunde opvarte Dem med en Pind, en Historie – ja det er min Suppe!”¹⁴

4. Den fjerde lille mus

   Her går rejsen til den største stad, hvor musen besøger slutteren på rådstuen. Han snakker om sine fanger, og især en af dem, som sad i fangehullet, fordi han ”havde talt ubesindige ord,” der var meget udbredt blandt folk. Musen bliver gode venner med fangen, som deler sine rationer med musen. Det venskab sætter musen på prøve, for hvis den rejste videre, havde fangen jo ingen mere. ”Jeg blev, han blev ikke! Han talte til mig saa sørgeligt den sidste Gang, gav mig Brød og Osteskorpe, kyssede saa paa sine Fingre ad mig; han gik og kom aldrig mere. Jeg kjender ikke hans historie.” 

   ””Suppe paa en Pølsepind!”” sagde Slutteren,”¹⁵ der herefter sætter musen i bur. Hans barnebarn slipper dog musen fri, og den gemmer sig nu hos en respectabel, overmaade dannet, gammel tårnugle, hvis ugleunger ”gjorde Ophævelser over enhver Ting; ””lav ikke Suppe paa en Pølsepind”” sagde hun, det var det Allerhaardeste hun kunde sige her”¹⁶

   Musen spørger på et tidspunkt den kloge ugle om opskriften … ”og saa forklarede hun mig det: ”Suppe paa en pølsepind er kun en menneskelig Taalemade og forstaaes paa forskjellig Maade, og Enhver troer sin er den rigtigste; men det hele er egentlig ikke Noget!”¹⁷

   ….. ikke noget??? Den erkendelse slår musen som et lyn. ”Sandheden er ikke altid behagelig …. Jeg tænkte derover og indsaa, at naar jeg bragte det Høieste, saa bragte jeg meget Mere, end Suppe paa en Pølsepind,”¹⁸, og musen skynder sig tilbage til musekongens hof for at fortælle sandheden og blive gift med kongen.

5. Den tredje lille mus

   ”Din Sandhed er Løgn!” Sagde den mus, som endnu ikke havde faaet Lov at tale. ”Jeg kan lave Suppen og det skal jeg!”¹⁹ Musen fortæller forsamlingen ved hoffet, at den blev i landet uden at behøve at rejse. Det var nok at tænke selv, sagde den. 

   Den beordrer nu den store fyldte kogekedel sat over ilden med fuldt blus under, så vandet bulderkoger. ”Vil derpaa Musekongen behage at stikke Halen ned i det Skrupkogende og røre om! Jo længere Han rører, desto kraftigere bliver Suppen; det koste ikke Noget! Der behøves ingen Tilsætninger, - kun røre om!”

   Musekongen forsøger først at få en anden til at lægge hale til. Men nej, kun kongens hale duer her.

   ”Og Vandet skrupkogte, og Musekongen stillede sig tæt ved, det var næsten farligt, og han stak Halen ud …..men fik den kun ind i den varme Damp, saa sprang han strax ned.

   ”Naturligvis, Du er min Dronning!” sagde han, ”Suppen vil vi vente med til vort Guldbryllup, saa har de Fattige i mit Rige Noget at glæde sig til og en lang Glæde!”²⁰

   HCA runder af med: ”Og den Historie gik Verden rundt, Meningerne om den var deelte, men Historien blev heel, og det er det Rigtigste i Stort og Smaat, i Supppe paa en Pølsepind; man maa bare ikke vente Tak for den!”

6. Om strategier og deres konsekvenser

   Det er helt centralt i ledelse af organisationer at have fokus på den aktuelle strategi, for i den sættes mål og midler. Derfor er seminarets udgangspunkt helt rigtigt.

   Altid når vi snakker organisationsteori, er det ikke uden betydning at få defineret begreberne, for vi må da vide, hvad vi snakker om. I seminarbeskrivelsen er begrebet ’organisationsformer’ ikke defineret, men mon ikke det dækker over nogle principielle træk, der fortæller om, hvordan af de forskellige typer af aktiviteter er organiseret, naturligvis med stor vægt på ”det nye”?  

   Det er en ret stor mundfuld at gå i gang med på et kort seminar, men vi kan nok alligevel gå ud fra, at der må være tale om den interne organisering, fordi markeder, afsætning og kunder, som indiskutabelt er strategisk helt centrale, er alle eksterne forhold, der normalt ikke giver anledning til principielt nye organisationsformer²¹. 

   Spørgsmålene er derfor, 

1. 1. hvordan kan vi rent principielt beskrive organisationsformerne?
   2. hvad kunne der være af nyt på den front, som skyldes en ny strategi?

   Det første spørgsmål kan nemt besvares, for det blev det allerede i 1983, da Henry Mintzberg udgave sin epokegørende teoribog ”Structures in Fives, Designing Effective Organizations.” Bogen er stadigvæk utroligt vedkommende, for den er en af de yderst få bøger om organisationsteori, som lever op til generelle akademiske krav både med hensyn til abstraktionsniveau og til almene anvendelsesmuligheder. Derfor burde den være pligtlæsning på de fleste organisationsteoretiske uddannelsesforløb. 

   Det meste anden organisationsteoretiske litteratur er i højere grad beskrivelser af konkrete og lidt ”snævre” caseundersøgelser samt forespørgsler mest i et museperspektiv. Det giver selvfølgelig lidt færre valgmuligheder i forhold til seminarforløbet.

7. Om begrebet organisering

   Organiseringens grundlæggende spørgsmål stiller Mintzberg allerede på bogens første side, hvor han beskriver den fiktive Mrs. Raku, som er pottemager. Så længe Mrs. Raku arbejder alene, varetager hun selv alle aktiviteter i forbindelse med pottemageriet. På et tidspunkt bliver der så meget at gøre, at hun må overveje at ansætte en hjælper i foretagendet.²²

   Lige her har vi kernen i al organisering, for skulle begge personer nu kunne varetage alle opgaver i pottemageriet, eller skulle de hver især koncentrere sig om at udføre visse opgaver og overlade de øvrige opgaver til den anden?

   Siger vi det samme med organisationsteoretiske begreber, handler kernespørgsmålet, om de to pottemagere skulle fungere

• som generalister, der kan og gør det hele? (en fordel ved dette valg er en stor grad af fleksibilitet i produktionen)

   eller

• som specialister, der er bedre til at udføre ting visse ting end andre? (en fordel ved dette valg er en højere grad af produktivitet)

   Man kan bare ikke have begge roller på samme tid. Det er enten-eller, og det er en klar teoretisk forudsætning.

   Dermed har vi samtidig beskrevet den grundlæggende modsigelse i al organisering.

”Harmoni” i en organisation er derfor en illusion – uden at vi dermed lægger op til at forstærke konfliktpotentialet. Forklaringen er indlysende, når vi spørger:

• hvordan optimerer vi i produktionen? Svaret er, at vi standardiserer produkterne
• hvordan optimerer vi i salget? Svaret er, at vi tilpasser vores produkter til kundernes behov, vi individualiserer produkterne

   Uanset hvordan pottemageriet og alle andre organisationer nu organiseres, er der et grundlæggede behov for koordinering af aktiviteterne, og dette er den egentlige opgave for al ledelse. 

Sagt uhyre enkelt: hvem skal lave hvad, hvor og hvordan?

8. Om organisationsstruktur og organisationsformer

   Når der snakkes om organisationsstruktur, underforstår vi som regel organigrammet²³– dvs. den måde, som vi visuelt anskueliggør svaret på spørgsmålene om organiseringen af aktiviteterne, for vi er nødt til at formalisere vores organisering. 

   Derfor tegner vi kasser-vandrør som illustration, for de er lige til at gå til og forstå …… endog i et omfang, der kan udarte, hvor, så snart vi har et ”problem”, giver vi os til at flytte rundt på kasserne, og så har vi en løsning ….. den dag. Den øvelse er set før. 

   Strukturtegningerne har bl.a. en social funktion ved at vise, hvem i ”pottemageriet” som vi skal dele arbejdsopgaver med, og hvem der kulturelt tilhører en anden ”stamme”. 

   Strukturtegningerne viser også en del om de formelle magtforhold i organisationen samt referencelinjerne, for hierarkiet er ikke uden betydning ….. hvem er over hvem? 

   Strukturtegningerne kan dog ikke vise noget om konfliktpotentialet i form af de forskellige koalitioner i organisationen, dvs. hvem har et faktisk eller et potentielt interessefællesskab med hvem, og hvordan de kunne tænkes at agere for at fremme disse ”interesser”. 

   Strukturtegningerne viser, hvad der er indenfor i organisationen, og hvad der er omverden, og antyder samtidig på sin egen måde lidt om identitet. 

   Vi bør spørge os selv om alle strukturtegningernes ’fortællinger’ ikke bare er de konkrete beskrivelser, der fortæller, hvad der rent faktisk ER i organisationen og hvordan. De siger derfor ikke noget om, hvad vi har tænkt os at gøre eller hvordan i den kommende periode– hvilket er formålet med en strategi. Derfor er det noget tvivlsomt, om fænomenet organisationsformer hører hjemme i en beskrivelse af strategi. 

   Kunne man så forestille sig, at en ny strategi ville kunne foranledige til andre og ikke mindst nye organisationsformer? Naturligvis, for jo mindre man selv ved, desto mere forekommer at være nyt. 

Første efterskrift

   Nu skal man jo ikke købe katten i sækken med sådan et seminar, for i så fald ville man jo befinde sig i Wittemberg.²⁴

   Vi skal dog ikke nedgøre de forskellige seminarer eller deres lærerkræfter, men opfatte dem med samme forståelse og glæde som for middelalderens trubadurer og minnesangere.

Anden efterskrift

   Mange eventyr begynder med ”Der var engang …” og det giver spørgsmålet: er der stadig?

Tredje efterskrift

   I mankujoosse.dk har vi stor glæde af at vælge nogle perler i den store danske skat af ordsprog. Peder Syv (1631-1702) samlede og udgav lidt over 11.000. 

   Til dette tema om nye organisationsformer har vi udvalgt følgende: 

Narre ere de beste Prædikere for store Herrer, thi de ville ellers ikke høre sandhed af nogen (8.743)